125 års jubilæum


[cs_content][cs_section bg_color=”#fae03c” parallax=”false” style=”margin: 0px;padding: 60px 0px 30px;”][cs_row inner_container=”true” marginless_columns=”false” style=”margin: 0px auto;padding: 0px;”][cs_column fade=”false” fade_animation=”in” fade_animation_offset=”45px” fade_duration=”750″ type=”1/1″ style=”padding: 0px;”][cs_text]

125 ÅR

Den 3. april 1990 kunne Kastrup Broforening fejre 125 års jubilæum.

[/cs_text][/cs_column][/cs_row][/cs_section][cs_section parallax=”false” style=”margin: 0px;padding: 12px 0px 45px;”][cs_row inner_container=”true” marginless_columns=”false” style=”margin: 0px auto;padding: 0px;”][cs_column fade=”true” fade_animation=”in-from-left” fade_animation_offset=”45px” fade_duration=”750″ type=”1/1″ style=”padding: 0px;”][cs_text]

FORORD

 [/cs_text][cs_text]Ved foreningens 100-års jubilæum var bestyrelsen så betænksom at lade udarbejde et festskrift til glæde for medlemmerne.

Det hævdedes dengang, at næppe alle kendte foreningens historie, og for at råde bod herpå blev der udført et udmærket stykke arbejde, der i en klar, koncentreret form berettede om jubilarenslevnedsløb.

Det har derfro været en naturlig tanke at lade fremstille et nyt festskrift i anledning af Broforeningens 125-års jubilæum.

De medlemmer, der deltog i festligholdelsen af de hundrede år, vil sikkert nikke genkendende til en stor del af indholdet, men vi har ikke set nogen grund til at redigere i den historiske fremstilling. Vi har tværtimod medtaget den i hele dens omfang i den overbevisning, at den kan være værdifuld for nyere medlemmer. Bor Nielsens skønne prolog fra 100-års jubilæet er også brugt ved denne lejlighed, da vi mener, at den med sin fremstilling og poesi giver udtryk for det, de fleste af os føler for broen.

Vi har naturligvis ajourført festskriftet vedrørende udviklingen gennem de sidste 25 år og i håb om, at denne nye udgave kan medvirke til at bevare og styrke interessen for Kastrup Broforening. Vi føler det som vor pligt at værne om denne bevaringsværidge havn med de kulturhistoriske minder, der rummes her, til glæde og gavn for kommende generationer.

Bibliotekar Inger Kjær Jensen, Lokalhistorisk Samling i Tårnby Kommune, har ved tilrettelæggelsen af udstillingen om fiskeriet i Kastrup på Kastrupgaardsamlingen ydet uvurderlig bistand til markeringen af vort jubilæum. Vi vil give udtryk for vor taknemmelighed og beundring for det store arbejde, der er udført.

Svend Olsen[/cs_text][/cs_column][/cs_row][/cs_section][cs_section bg_color=”#f7cac9″ parallax=”false” style=”margin: 0px;padding: 20px 0px 45px;”][cs_row inner_container=”true” marginless_columns=”false” style=”margin: 0px auto;padding: 0px;”][cs_column fade=”true” fade_animation=”in-from-right” fade_animation_offset=”45px” fade_duration=”750″ type=”1/1″ style=”padding: 0px;”][cs_text]

PROLOG

 [/cs_text][cs_text]

Hundrede femogtyve år! – kan I se hans hvide hår?
Det har han ej altid haft, selv om han har ødet af sin kraft.
Ak, han var jo først, hvad man vil kalde for et kim,
nu hvor han er støst, er han for os omtrent sublim.
Da han kom til verden, var han nøgen, ganske bar,
seksogtyve ædle mænd bekendte sig som far.
Langs med stranden lå der tresindstyve alen jord,
og ved den en pælebro, og det blev drengens mor.
Knægten voksed til, han fik skam sul på kroppens ben,
mange læs af fyld blev lagt imellem broens sten.
Stadigvæk han groede, han blev så senestærk,
at fædrene knap troede, at det var deres værk.
En dag han giftefærdig var; en brud der mangled kun,
derfor til mage gutten ta’r det blanke Øresund,
og dette ægteskab blev stærkt – det var ej gjort på skrømt,
nej, det var målet for ham, det, hans fædre havde drømt.

Ret snart fik han en masse både, han var bleven til en havn
med bedding og med flåde, jo, nu gjorde han skam gavn.
Nu blev der landet fisk, men også sten og sand,
og gamle skuder blev af djærve mandfolk hal’t på land,
Der blev de hygget op; – en del af tømmeret gør gavn
endnu så lang tid efter, på vor gode gamle havn.

Når vandet faldt, da gik der bud til mangen broens mand:
»Giv møde eller send en karl, hvis selv du ikke kan.«
Så blev der gravet, slæbt – ak ja, det har nok været hårdt,
Selv om man lindrede på slæbet med en lille »kaffesort«.
Ret hurtigt fik i nordre havn man passende med vand,
og det man graved op, ja det forøged jo vort land
så meget, at da man en dag blev stillet for et bud,
man kunne acceptere, ja, så lejed man det ud.

En tanke havde alle, den var ej heller fjern:
»Om vor bro vi lægge må af sten et sikkert værn.«
Thi selv om der med Øresund ret tit blev drevet gæk,
så kunne det jo vredes og i livet give skræk.
Derfor så ydmygt havnen ta’r mod sundets bølgeslag,
som kæler eller raser, som var det dommedag.

Så fiskedes der sten; man kendte sundets bund
og vidste, at på den der fandtes mangen stenet grund.
Når broen havde fået, hvad den skulle af hver båd,
så fiskede man blot videre for vort sogneråd.
De sten blev slået i stykker og sorteret hver for sig
som bundsten og som skærver, og der fandtes ej en vej
i hele vort sogn dengang, som ikke var belagt
med sten, som broens fiskere fra søen havde bragt.

Til havnen kom der »skøjter« med mursten og med rør
til dræn af bondens marker, så jorden ku’ bli’ tør
og let ved forårstide, ikke klæg og ikke sej,
så vor bro må have givet navn til Skøjtevej.

En dag, langt før end man det faktisk havde tænkt,
blev pladsen alt for snæver, rammen blev næsten sprængt.
Derfor man sig beslutter til ved rette strøm og vind,
når vandet faldt at grave bort, så man fik rende ind
på søndre side, og hvis man det også kunne nå,
så ville man i årets løb skam også bolværk slå.
Man nåede det ikke, men i vor protokol der står,
at det var fikst færdigt allerede næste år.
Tro ej man efter dette nap ku’ tage den med ro,
nej, der var mange ting endnu at gøre ved vor bro.
Man øged nordre mole, gav den et knæk mod syd,
og det gav læ for bådene, så det blev ret en fryd
at ligge i vor havn, thi søndre arm var også lagt,
– derved var broens ramme blevet helt tilendebragt.

Vor bro er vor eje, vi fik den og vor arv
vi glædes ved, – om den vi taler gerne.
Fra ældste og til yngste vi ved, det er vor tarv
at bøde, at forøge og at værne,
hvad vore fædres fædre og fædrene før dem
med nøjsomhedens hænder trylled frem.
Vi ved, at deres minde har vi i ære holdt,
og derfor vi i dag kan sige stolt:
VOR BRO ER VORT EJE, VI FIK DEN OG VOR ARV
VI GLÆDES VED, – OM DEN VI TALER GERNE

[/cs_text][/cs_column][/cs_row][/cs_section][cs_section bg_color=”#9896a4″ parallax=”false” style=”margin: 0px;padding: 25px 0px 45px;”][cs_row inner_container=”true” marginless_columns=”false” style=”margin: 0px auto;padding: 0px;”][cs_column fade=”true” fade_animation=”in-from-left” fade_animation_offset=”45px” fade_duration=”750″ type=”1/1″ style=”padding: 0px;”][cs_text]

HISTORIEN

[/cs_text][cs_text]Imellem os Edvard Nielsen, Frants Nielsen, Ole Pedersen, Jens Larsen, Hans Madsen, Martin Larsen, M. Hansen, Hans Andersen, Ole Svendsen, Peter Matthiesen, Ole Jacobsen, Jens Hansen, Peder Jespersen, Peder Olsen, Hans Jacobsen, Frits Vestergaard, Ole Chrillesen, Cornelius Certsen, Peder L. Gemling, Jens fansen, Laurits Christensen, Peder Chrisiansen, Frederik Petersen, Wilhelm Jensen, Rasmus Christensen og Lars Petersen, fiskere og huusberiddere i Kastrup By paa Amager, er indgaaet følgende interessentskabskontrakt.

Ja, sådan begynder den gamle kontrabog. Kastrup Broforening blev stiftet af disse 26 mænd. I »fællig tilkjøbte« man sig den bro, som lå ca. 60 alen syd for Kastrup Værk, med dens tilbehør. Man købte Broen af dens daværende ejer for en sum af 1000 rigsdaler sølv. Det er givet, at der måtte regler og love til for at administrere dette nystiftede foretagende til alles tilfredshed. Man måtte tage i betragtning at foruden de 26 stiftere, var der adgang til ved ansøgning – som dog skulle anbefales af en af formændende, – at andre fiskere og husejere i Kastrup kunne blive optaget i interessentskabet. De love og regler, man vedtog på det stiftende møde den 3. april 1865, bestod af 31 paragraffer, som selv om lovene blev revideret i 1948, den dag i dag stort set er de samme, man vedtog for 100 år siden. Man kan med rette sige, at de vidste, hvad de gjorde da de skrev og vedtog disse love.
For at blive medlem skulle man først og fremmest bo i Kastrup by. Var man så blevet optaget i interessentskabet, skulle man i indskud betale 5 rigsdaler; til afdrag på købesummens 5 rigsdaler og til vedligeholdelse 2 rigsdaler årligt. Der var strenge regler for betaling af disse bidrag.
Udover de faste bidragsydelser skulle der leveres sten til udbygning af molerne i 25 år og udføres pligtarbejde i 15 år.
Arbejdspligen var 10-12 dage om året alt efter, hvad man bestemte på kvartalsmøderne i januar. Man havde tilladelse til at sende en af sine karle til udførelse af arbejdet, hvis man selv ville være fri, men det var ikke noget, som var velset. Det var ligesom en smule uværdigt at gøre det.
Arbejspligten er senere blevet sat til de nuværende 7 dage om året.
De første 10 år af Broens historie blev leveringen af sten sat til mellem ½ og 2 kubikfavne om året alt efter, hvilken udvidelse af “Mulien” man havde bestemt for indeværende år.
Allerede i 1876 kunne man for første gang betale den halve favn sten i stedet for at levere dem. Prisen blev fastsat til 25 kr. Det var lidt mere end to ugelønne. I dag betales stenene med 15 kr., mindre end en halvtredsindstyvendedel i forhold til dengang. Det samme gør sig gældende for vort nuværende kontingent på 4 kr. årligt.
Stenene eller arbejdet skulle være leveret eller udført til den befalede tid, – ellers måtte man betale mulkt, som selvfølgelig ikke fritog for nogle af pligterne. Nej, der blev blot fastsat en ny leveringsdato, og blev den heller ikke overholdt, blev man idømt en ny mulkt, – som regel fordoblet. En mulkt skulle dengang være betalt inden 8 dage; senere forlængedes tidsfristen til en måned. Stillede man ikke til enten medlemsmøde eller til arbejdet, ja, så faldt hammeren: mulkt for så at sige enhver forseelse, stor eller lille. Ikke bare arbejdet, også betalingen var hård at udrede for de fleste. Det må have været en livsopgave for dem, ellers havde de ikke holdt til det. At det for fleres vedkommende var mere krævende, end de havde tid og midler til, fremgår af den bevægelse, der var i medlemstallet de første år.[/cs_text][cs_block_grid type=”two-up”][cs_block_grid_item title=”Block Grid Item 1″]I 1867 meldte den første sig ud; vedkommende fortrød det dog og blev genoptaget i 1877. I 1868 blev det første medlem ekskluderet for ikke at overholde sine forpligtelser til tiden. Et par andre meldte sig ud efter at have klaret for sig.
Der kom enkelte nye ind, men ret snart, 1883, stoppede man for al tilgang, som ikke hvilede på arbeberettigelse, og Peter Lorens Mørk, indmeldt 29. januar 1882, og Lars Petersen, indmeldt 10. marts 1882, er de sidste som er optaget efter bestemmelserne fra 1865. Af de oprindelige stiftere, inklusive de inden 1883 optagne, er der kun efterkommere i Broen efter 12 mand (se stamtræet).[/cs_block_grid_item][cs_block_grid_item title=”Block Grid Item 2″] 

001[/cs_block_grid_item][/cs_block_grid][cs_text]Allerede fra starten var foreningen meget aktiv, således blev det på det første møde i maj 1865 bestemt at lade bygge en »lufttæt flåde« til 400 rd.
Den omfattende entreprenørvirksomhed, man lagde ud med, var simpelthen betinget af, at man havde en god flåde.
Der blev taget sten, sand og grus med denne flåde. Man havde fra begyndelsen en sand- og stenplads, som blev lejet ud. Den første, som lejede den, var Frants Nielsen. Han afløstes dog allerede 1867 af Ole Chrillesen, som også lejede den i de efterfølgende år.
I 1867 og 68 skulle hver mand foruden den normale levering af sten, lade »opmudre« en favn fyld fra havnen, dels for at uddybe og dels for at udvide landarealet.
I 1869 og 70 skulle alle »levere« en favn fyld. Det blev dog bestemt på kvartalsmøderne, og derefter havde man sig at rette.

Det var Broforeningen, som var leverandør af sten og grus til anlæg og vedligeholdelse af vejene i sognet dengang.
I 1869 vedtoges det at levere 5 kubikfavne sten til anlæg af Landevejen, i 1870 til Skøjtevejen og i 1872 igen til Landevejen.
Fra 1874 gik man et skridt videre, idet man påtog sig at vedligeholde flere vejstrækninger, et arbejde så omfattende, at man så sig nødsaget til at vælge en formand for vejene.
Man vedligeholdt Tømmerupvejen: 750 favne á 80 kr. pr. 100 favne, Kastrupvej: 100 kr. pr. 100 favne og Kastrup Gade fra Jan Olsens gård: 70 kr. pr. 100 favne.

Sand og grus leveredes også fra Broen. Et avertissement i Folkets Avis i 1869 tilbyder sand til en rigsdaler og grus til 5 mark. pr. læs, senere, da kroner og ører blev indført, 3,35 kr. for sand og 2,35 for grus.
Det var ret gode priser, så det var en ikke ringe indtægt Broforeningen havde på disse leverancer, dels af materialer og dels af arbejdsydelser, så det kunne forudses, at Broen var betalt så nogenlunde til den fastsatte tid.
Det var den også. Den 6. januar 1875 blev det sidste afdrag på 100 risgdaler sølv betalt.[/cs_text][cs_block_grid type=”two-up”][cs_block_grid_item title=”Block Grid Item 1″]I 1875 fik hvert medlem frit et halvt læs sand fra Broen. Man brugte sand på gulvet dengang, og det var et stort fremskridt ikke at skulle betale for dette. De må have haft hold over økonomien, selv om en »bestemmelse«, – man vedtog ikke dengang, – tyder på, at det var så som så med dalerne.
Jeg citerer:»7. april blev det bestemt at forespørge om at faa optaget et Laan paa Broen af 4000 Rd. og som er overladt Formændene at tale med Mænd som kunne andrage derom.«
Hvad pengene skulle bruges til, fremgår ikke klart, og det blev heller ikke til alvor med lånet.

I 1877 byggede man »Huset« på Broen, af huggede planker – et solidt hus af gedigne materialer, som nu har stået i 88 år. Hvor mange stenhuse i Kastrup er ældre?[/cs_block_grid_item][cs_block_grid_item title=”Block Grid Item 2″] 

002[/cs_block_grid_item][/cs_block_grid][cs_text]Der blev lagt en stump gulv i den østre ende og et endnu mindre i den vestre ende. Det er ikke det gulv, som ligger nu, det blev lagt i 1891, hvor man samtidig hævede huset fra jorden og op på de støtter, det står på nu.
Det blev først brugt som redskabshus, samt i den vestlige ende som tjære- og begskur. I 1891 blev den nuværende borgerstue lavet i den østlige ende, og resten indrettet omtrent som det ser ud i dag.
Tjære, beg, bark samt kul blev flyttet over i »Ruffet«, som var blevet købt i 1881 fra et barkskib, men i den mellemliggende tid havde været lejet ud til bådebyggeren.
Den 3. september 1879 kom den første bådebygger på Broen. Samtidig afholdt man for første gang noget, der hed generalforsamling, og her blev det om lejemålet med bådebyggeren bl.a. bestemt, at han skulle betale pr. dag: »for en første klasses mand 35 øre, for en anden klasses 25 øre og for en tredie klasses mand 15 øre.«[/cs_text][cs_block_grid type=”two-up”][cs_block_grid_item title=”Block Grid Item 1″]Om det var en slags afgift pr. mand foruden lejen, fremgår ikke af forhandlingerne, men en mand havde 10 til 12 kroner om ugen i løn, så det kan ikke være dagløn, der menes.
Da der nu var kommet hus på Broen, og der forhandledes »Ejgebark, Bruuntjære, alm. Tjære, Beg, Staver, Kul« og meget andet, måtte en forsikring tegnes.
Der blev tegnet en i forsikringsselskabet Danmark. Den originale police, dateret 14. marts 1880, er stadig i foreningens eje.
Den er skrevet i datidens kanceliprægede sprog, – der står bl.a. »Tougværk og Ejgebark«, – i en skrift, som det kan tage sin tid at tyde. Forsikringen dækker 500 kr. for huset og 500 kr. for»Inventarium og Redskaber«.
Præmien er 80 øre om året, så når omkostningerne er trukket fra, er der næppe noget tilbage til forsikringsselskabet. Vi må håbe, de lige som vi omfatter policen nærmest som en raritet.[/cs_block_grid_item][cs_block_grid_item title=”Block Grid Item 2″] 

 

003[/cs_block_grid_item][/cs_block_grid][cs_text]I 1877 følte interessentskabet sig så økonomisk velfunderet, at det på et møde den 31. juli blev bestemt: »at afholde en fest, et bal i Kastrup Skov samt festmåltid i kroen for det samlede interessentskabs medlemmer, og hvortil der indbydes mænd fra Kjøbenhavn og dens omegn til at deeltage i festen.
Festen blev afholdt i skoven dne 12. august, hvor interessenterne mødte med deres damer kl. 5 eftermiddag, og hvorfra man med flag og musik i spidsen i procession, i hvilken alle interessenterne deeltage med deres damer, gik ned til Broen, hvor der blev serveret med et glas punch.
Og derfra til kroen i procession, hvortil man ankom kl. 7 for at deltage ved festmåltidet, og hvor der blev musiceret fra orkesteret, mens der spistes.
Dernæst bad formanden om ordet, og udtalte et par ord om dagens betydning for interessentskabet, hvorefter flere herrer tog ordet, og flere skåler blev udbragt, deels af Fuldmægtig Schwartzlose samt Ole Jacobsen af Kastrupgaard og interessent Jens Larsen med flere.
Festmaaltidet endte kl. 8½, hvorefter man tog i procession til skoven, hvorefter der blev serveret med kaffe og kager til damerne og punch til herrerne, og hvor der dandsedes til kl. 4 morgen på dandseestraden, som var lejet af interessentskabet i festens anledning, som var besøgt af 71 personer.
Festmaaltidet var sammensat af tre forskellige slags stege med tilbehør, til maden blev serveret 1 flaske vin pr. 3 personer, og desuden kaffe, kager og punch og musik til ballet og igen kaffe, kager og punch.
Den samlede udgift til festen beløb sig til 247 kr. og 83 øre, hvoraf blev indbetalt af fremmede og af interessentskabets kassebeholdning.«

Det lyder som et eventyr, men det er citeret fra vor 100 år gamle protokol.

I 1890 afholdt man 25 års jubilæumsfest, og da kostede det kun 1 kr. og 25 øre pr. couvert, 50 øre mindre, men så var der også kun 2 slags stege.[/cs_text][cs_block_grid type=”two-up”][cs_block_grid_item title=”Block Grid Item 1″]I 1879 fornyedes den i 1874 indgåede aftale med sognerådet om vedligeholdelse af vejene for en ny femårsperiode, og økonomien var derved sikret en årrække fremover.
I 1879 indførtes den sidenhen bibeholdte tradition med flagning på Broen ved festlige og højtidelige lejligheder, men kun, hvis medlemmerne ønskede det. I dag flages der på alle medlemmers fødselsdage og ved andre særlige lejligheder.
Eneste undtagelse er, hvis flagmanden glemmer det, eller hvis flagstangen er taget ned. Begge dele kan undtagelsesvis ske.

1883 var et strengt år, det blev nemlig bestemt, at medlemmerne selv måtte have kaffe og øl med, når de årbejdede på Broen. Det havde hidtil været gratis, når der udførtes pligtarbejde, men den gik altså ikke mere, – økonomien![/cs_block_grid_item][cs_block_grid_item title=”Block Grid Item 2″] 

 

004[/cs_block_grid_item][/cs_block_grid][cs_block_grid type=”two-up”][cs_block_grid_item title=”Block Grid Item 1″]I 1885 begyndte man for første gang at interessere sig for den søndre side og gravede ud, så bådene kunne lægge til på den sydlige side af »Hovedet«, den nuværende midtermole.
Der kom jo fartøjer med drænrør og mursten til Broen, men først i 1904-05 blev søndre side af midtermolen rammet helt ind. Samtidig blev der gravet ud, så der blev passende med vand, og et lille slæbested blev også etableret.
Bolværket på søndre side af sydlige bassin blev sidst færdigt. I 1910-12 blev de to yderste moler, som bl.a. udgør det bassin, som Kastrup Sejlklubs både ligger i, etableret, og bortset fra mindre justeringer er havnens udseende ikke ændret væsentligt siden.
Et lille slæbested i det nordlige bassin er nedlagt, og søndre slæbested blev i 1916 gjort bredere, så det fik den størrelse, det har nu. En del opfyldning på den søndre side var dog nødvendig, da der var stærkt brug for tørreplads til redskaber; der kom flere og flere fiskere i de år.[/cs_block_grid_item][cs_block_grid_item title=”Block Grid Item 2″] 

005

Kastrup Havn. Aar 1890 (foto tilh. Overlæge Halk.)

[/cs_block_grid_item][/cs_block_grid][cs_text]Fiskerkonerne var i kurs som aldrig før, og man efterkom et længe næret ønske om at få et»toilet for damer« et rigtigt – das. Fra 1917 behøvede de ikke mere finde »en fredelig krog«.

Natrenovation? Det ord kendte man slet ikke på havnen før i tiden. Indtil kommunen byggede sin pumpestation og lod opfylde syd for Broen, havde Broforeningen et såkaldt lokum bygget ud over den søndre stenmole, hvilende på to pæle, som var rammet ned i bunden i yderkanten af stenene samt på to tværgående planker ind mod land. Der var nogenlunde regelmæssig tømning – når det var højvande. Der var intet hjerte i døren, til gengæld var der i træværket skåret alle arter af morsomheder, og næsten alle medlemmers initialer var at finde. Man kunne på det veludførte håndarbejde følge flere af dem fra drengeårene og op efter.[/cs_text][cs_block_grid type=”three-up”][cs_block_grid_item title=”Block Grid Item 1″]006

Broen 1911. Den høje fisker i forgrunden er Lorens Rosengren fra Limhamn. Fiskeren nærmest kajen er Vilhelm Jensen og drengen ved siden af ham menes at være Frank Svendsen. Fiskeren med trillebøren er en af brødrene Frandsen. Damen der forskræmt trækker sig tilbage til stejlerækkerne er, efter påklædningen at dømme, en typisk »bydame«.

[/cs_block_grid_item][cs_block_grid_item title=”Block Grid Item 2″]007

Der ises.

[/cs_block_grid_item][cs_block_grid_item title=”Block Grid Item 3″]008Barkedag. Stående fra venstre: Carl Fræg, Lourits Larsen, Hans Jensen, Jens Kusk, Hans Petersen, Starup og Martin Kristensen. Siddende Anton Davidsen og Holger Jensen.[/cs_block_grid_item][/cs_block_grid][cs_text]Der foregik et ret omfattende fiskeri fra Kastrup før i tiden, størst lige før og under første verdenskrig.
Sildefiskeriet var det altafgørende for årsindtægten, men også rejefiskeriet havde stor betydning. I silde- og rejesæsonen kørte der vogn fra »Stranden« hver morgen, men foruden fisken måtte vognmanden skam også have konerne med, thi de måtte selv ind og forhandle, hvad fatter havde bragt i land.
Senere har kommissionærer og forhandlere lettet dem for dette brydsomme arbejde, men også for en god del af indtægten!
I sildesæsonen gik der ofte adskillige vognlæs til stranden hver morgen, men var fangsten helt rigtig, sejlede fiskerne selv ind med lasten, og så stillede konerne derinde for at »pille af«, som det hedder.
Der vankede gerne lidt lækkert til frokost inde ved stranden, og det siges, at flere af konerne kunne høre bådmotoren sig – bøf-bøf og karbonade, når der var tur til stranden.

Det var almindeligt at bruge årerne før i tiden, hvis der ikke var tilstrækkeligt med vind til sejlene. Broforeningen har da også forhandlet både årer og stager, men der blev selvfølgelig sejlet, blot den mindste vind rørte sig. Det var et herligt syn at se bådene med »alle fire på« – storsejl, fok, klyver og topsejl.

Senere, da der kom motorer i fiskebådene, var det kun de gamle, der udelukkende brugte sejl. De var faktisk bange for det nymodens »dævelskav« og ville ikke have sådan en i båden. De havde dog ikke noget imod at »få en ende«, når de en sommermorgen var på vej hjem fra Holmen med rejer og opdagede, at de ikke kunne nå vognen, selv om »Halmstadmotoren« – årerne – var i fuld gang, ja det kunne ske, at der var 2 – 3 og 4 både på slæb en stille morgen efter en af de både, som havde fået motor installeret.[/cs_text][cs_block_grid type=”two-up”][cs_block_grid_item title=”Block Grid Item 1″]

010Billede af stejlepladsen.

[/cs_block_grid_item][cs_block_grid_item title=”Block Grid Item 2″]

011Nordre havn 1920.

[/cs_block_grid_item][/cs_block_grid][cs_text]Efter at fiskerne havde »bredt« som det kaldes, når »næringerne« bliver hængt til tørre, skulle man holde sig borte fra havnene. Redskaberne var deres helligdom, og arbe den, der løb og legede på Broen, så længe de tørrede.
Især var gamle »Fræg« en knag til at sørge for, at der var fred på havnen for unger, ja, man kunne risikere at blive jaget op derfra, selv om man var sendt ned efter et eller andet, ens fader havde glemt i båden. Det gjorde det selvfølgelig ikke lettere, at fiskerne kendte hinandens drenge, muligheden for at klare frisag ved at stikke en plade, var nærmest illusorisk, så vi måtte, om end nødig, holde os fra Broen i disse timer på dagen.

I tidlere tid var det almindeligt, at fiskerne havde bødepiger. De fik ikke meget for deres arbejde, ret ofte kun kosten, men det skete ind imellem, at en af dem blev afsat.
De unge fiskerknøse skulle jo giftes føre eller senere, og var tøsen rap på fingrene og måske tilmed så godt ud, ja, så var det forståeligt, at hun blev accepteret, – og blev bødepige for resten af livet.
Jeg skrev accepteret om bødepigen. Alle, som ikke var født herude, havde svært ved at vinde indpas, medmindre det var som embedsmand eller lignende, – så var det jo en slags tvunget ophold.
Alle andre var – ikke blot fremmede eller tilflyttere – nej, de var »te’løvere«.[/cs_text][cs_block_grid type=”two-up”][cs_block_grid_item title=”Block Grid Item 1″]Alle redskaber var håndbundne, og det var almindeligt, at børnene skulle binde et bestemt stykke hver dag. Det var noget, de havde for, præcis som en lektie.
At det har været godt og veludført arbejde, der blev præsteret, er uden for al tvivl. Et bevis herfor er nogle medaljer, som hænger på første sal nede i Havnekafeen.

På Fiskerimusæet hænger redskaber bundet af fiskere fra Broen.[/cs_block_grid_item][cs_block_grid_item title=”Block Grid Item 2″]012[/cs_block_grid_item][/cs_block_grid][cs_text]Et uundværligt stykke værktøj var isøksen. Der skulle jo ises om bådene og måske om pæle eller lignende. Ganske særlig var den i brug, når der skulle stanges på på isen. Ål var der, hvis man skal tro de gamle, så mange af, at det næsten ikke var muligt at få mindre end et lispund eller to med hjem.

Sammen med issaven og bådshagen var den også det mest nødvendige, når der skulle ises skibe gennem Drogden og ind til København. Efter en sådan isning (i halvfemserne), der havde stået på i ret lang tid, afholdt man en lille fest i Lunden, hvor samtidig »Kastrup Teater« – man var med på noderne dengang – gav en forestilling. Ved denne forestilling blev bl.a. sunget en lille vise, som blev ret populær blandt de gamle fiskere. Den er ikke noget mesterværk, men forfatteren har til gengæld orket at få puttet alt, hvad byen havde af erhverv, glasværk, bønder og fiskere samt et par andre ting, ind i de små vers, den består af. Jeg vil tro, at en del nikker genkendene til stroferne, som her skal gengives.

Over tiderne der klages nu så skrækkeligt,
der er intet at fortjene mer.
Ugelønnen den er så hårdt tilstrækkelig,
det er kun dårlighed, hvorhen man ser.
Priserne og de handlende, de går fallit
bare for alting, det tages skal nu på kredit,
og alle flaskerne har fået dem så slemt et knæk,
at de siger, at Kastrup Glasværk vil gå væk.

Rejerne og sildene mon de har skrue gjort,
mon de kommer til næste år igen,
eller mon de er draget mod den hø]e port,
det er et spørgsmål, som vi la’r stå hen.
Gulerødder og persille koster ingen ting,
hele kloden den er gået af sit gamle sving,
og alle skibene de sejler, åh, så stolt forbi,
siden fyrtårnet lagdes ud i Drogden i.

Selv teatret i Kastrup står i bedste flor,
mon Det kongelige nu kan bestå,
selv Thalia som her iblandt os bor,
og derfor alle vi takke det må.
Gid at året der kommer bringer mere held,
og at vi allesammen må leve vel.
: : Så derfor tå’r vi os en lille bitte tår,
at vi alle må leve vel til næste år. : :

Der er mange og langt bedre viser, som synges af Broforenin-gens medlemmer, når de kommer sammen, og nogle af dem kendes og høres kun i Broforeningen, hvor man på dette område har forstået at værne om traditionerne, selv om storbyen er rykket helt herud, og det lille fiskersamfund nærmest er en saga.
Mellemkrigsårene var en mindre aktiv periode i Broforenin-gen; men der skete dog noget af og til.
På den nordlige side i nordre havn, blev der sat bolværk på det inderste stykke ud til den lille arm.
Om materialerne eller kvaliteten af arbejdet har været ringere end det, der blev udført af de gamle, skal være usagt; men det var det stykke kaj, som først trængte til fornyelse, da dette i halvtredserne blev påbegyndt.

I 1924 blev for første gang valgt en dirigent på en generalforsamling i Broen. Hvordan det har ladet sig gøre uden dirigent før i tiden, er uforståeligt; thi det at være dirigent på en generalforsamling i Broforeningen var et meget krævende job.
Et medlem kunne godt, under for eksempel valg til et tillids-job, bede om ordet og spørge om en post på regnskabet, selv om dette var forelagt og godkendt en hel time før, og hvis dirigenten så oplyste om dette, var det ikke umuligt, at han fik et svar sålydende: »Hva’ f … bilder du dig ind, det er vel mig, der har ordet.«
Det skal indrømmes, at i dag er det et nemmere hverv.
Foruden fiskerne var der kun enkelte, som havde en båd liggende i havnen før i tiden, og disse var som regel ikke fra Kastrup, men fra København – nærmere betegnet Sundby.
Jeg har adskillige gange hørt disse omtalt som »tossede københavnere«. Det at have en båd, som ikke var nødvendig for det daglige udkomme, var så fremmed for de gamle, at det måtte være folk, der ikke var »rigtig kloge«.
Lidt efter lidt kom der dog skred i denne udvikling, og i 1927 resulterede den i stiftelsen af Kastrup Sejlklub, som fik sit hjemsted i vor havn.
Jeg kan med sikkerhed kun huske tre lystsejlere, som havde båd liggende i havnen før den tid, det var Birch, Aksel Jo-kumsen og M. S. J. Hansen. Sidstnævnte har haft båd i havnen uafbrudt siden 1924. Han kan vist ikke undvære hverken båd eller havn. Jeg kan med sikkerhed kun huske tre lystsejere, som havde båd liggende i havnen før den tid, det var Birch, Aksel Jokumsen og J. S. J. Hansen. Sidstnævnte har haft båd i havnen uafbrudt siden 1924. Han kan vist ikke undvære hverken båd eller havn.[/cs_text][cs_block_grid type=”two-up”][cs_block_grid_item title=”Block Grid Item 1″]

013

[/cs_block_grid_item][cs_block_grid_item title=”Block Grid Item 2″]

014
På skovtur.

[/cs_block_grid_item][/cs_block_grid][cs_text]Anden verdenskrig forårsagede en kendelig opblomstring af fiskeriet i Kastrup. Det indenskærs fiskeri var på grund af krigsførelsen pludselig blevet af vital interesse for landet, og Kastrup Broforening mærkede en stigende aktivitet blandt sine medlemmer, samt en kendelig forbedring af de økonomiske forhold i foreningen. Dette var også stærkt tiltrængt, thi den havde i en del år ført en noget kummerlig tilværelse. Under krigen lå bl. a. rør til indpumpning af sand til Lufthavnen på vort område, og dette gav en efter forholdene ret god indtægt, så man kan med nogen ret sige, at det økonomiske grundlag for Broens senere betragtelige forbedring, blev skabt i denne periode.
Der var dog også et par kedelige minuser, som helt var forårsaget af krigen. I løbet af 1944 så en. del af Broforeningens medlemmer sig nødsaget til at forlade landet. De tog alle til Sverige, hvor det for nogles vedkommende først betød et ophold i en flygtningelejr; for de senere ankommende blev det tilladt at slå sig ned i Limhamn direkte efter ankomsten til Sverige, og lidt efter lidt blev alle Broens medlemmer samlet her.
Det tjener Limhamns borgere, men især dens fiskerbefolkning, til uvisnelig ære, at der blev taget så godt og uforbeholden! imod alle danske fiskere, som kom til Limhamn.
Fiskeriforeningen stillede sine lokaler, beliggende på selve havnen, til fri afbenyttelse, ja de sørgede endog for opvarmning og lys, uden noget som helst vederlag.
Vi mindes det med glæde, og er dem tak skyldig.
De sørgede også i flere tilfælde for underholdning, og på billedet kan man genkende en delmedlemmer sammen med andre fiskere – bl. a. fra Dragør – som deltager i en julefest, der blev afholdt på havnen og gjort så dansk, det nu engang var muligt under de givne omstændigheder.[/cs_text][cs_block_grid type=”two-up”][cs_block_grid_item title=”Block Grid Item 1″]Det andet minus ramte Sejlklubben. Sejlsporten var, på grund af risikoen for illegale sejladser, helt indstillet, så bortset fra den nødvendige pasning af båd og grej, var sejlsportsfolkene gjort arbejdsløse.
Der hænger et glimrende billede i K. S. klubhus fra den periode.[/cs_block_grid_item][cs_block_grid_item title=”Block Grid Item 2″][/cs_block_grid][cs_block_grid type=”three-up”][cs_block_grid_item title=”Block Grid Item 1″]

015

[/cs_block_grid_item][cs_block_grid_item title=”Block Grid Item 2″]016

 [/cs_block_grid_item][cs_block_grid_item title=”Block Grid Item 3″]En sejlads kan jo være alverden,
tænk på Ishavet, Nansen og Fram,
eller her hvor de søvantes færden
er på land – men om bord i en pram.

Om bagbord sidder Brasken, i læ der har vi Riis,
og Peter – ham med flasken – i luv – naturligvis,
så har vi Wilhelm Larsen, man ser han sidder godt,
og bag ham Kastrup Sejlklubs uundværlige »Mascot«,
på bagbords låring Jesper, han tog vist nok bestik,
men alle seks en herlig og dejlig sejltur fik.[/cs_block_grid_item][/cs_block_grid][cs_text]I det seneste tiår har Kastrup Broforening foretaget en fornyelse af størsteparten af bolværkerne, og i dag disponerer vi over godt 600 m kajplads. Der er også i denne periode foretaget en væsentlig udbygning af hjælpekilderne, såsom omlægning og nyetablering af lys, vej, kraner og beddingsmateriel.
Dette har krævet ret store kapitalforbrug og har kun været muligt ved et godt samarbejde med vor bankforbindelse – Amagerbanken.
Den sidste store investering var købet af bådebyggerværkstedet i januar 1964.
Denne rivende udvikling i Broforeningen har været begunstiget af den omsiggribende interesse for sejl og motorbådssporten, men var også nødvendig af samme årsag. Thi selv om Tårnby Kommune har ladet anlægge en dejlig lystbådehavn, og selv om vores havn er fyldt til bristepunktet, er presset så voldsomt, at man kan forudse en mangel på havneplads til et par hundrede både i løbet af de nærmeste år. Anlæg af en separat jollehavn, som heller ikke er tilstrækkelig, er et bevis for, at spørgsmålet om havneplads må og skal løses snarest. Men hvordan og af hvem?
I dag er der flere fiskere end nogensinde i Kastrup, men – det er lyst- og sportsfiskere. Stejlerækkerne og barkegryden er der ikke megen brug for mere, men det må være i Broens interesse, og vel også i byens, at vi bibeholder disse, og, selv om vi forsøger at forny Broen, hvor det er nødvendigt, værner om en af de få gamle idyller, der er tilbage i Kastrup.

Bror Nielsen.[/cs_text][/cs_column][/cs_row][/cs_section][cs_section bg_color=”#91a8d0″ parallax=”false” style=”margin: 0px;padding: 0px 0px 45px;”][cs_row inner_container=”true” marginless_columns=”false” style=”margin: 0px auto;padding: 0px;”][cs_column fade=”true” fade_animation=”in-from-right” fade_animation_offset=”45px” fade_duration=”750″ type=”1/1″ style=”padding: 0px;”][cs_text]

FORMÆND GENNEM 125 ÅR

 [/cs_text][cs_block_grid type=”four-up”][cs_block_grid_item title=”Block Grid Item 1″]

Lars Nielsen
2016 (-)

[/cs_block_grid_item][cs_block_grid_item title=”Block Grid Item 2″]

Svend Oskar Olsen
1971 (20/3)

[/cs_block_grid_item][cs_block_grid_item title=”Block Grid Item 3″]

Aage Heller
1968 (16/3)

[/cs_block_grid_item][cs_block_grid_item title=”Block Grid Item 4″]

Svend Otto Magaard
1961 (27/3)

[/cs_block_grid_item][/cs_block_grid][cs_block_grid type=”four-up”][cs_block_grid_item title=”Block Grid Item 1″]

Henry Vilhelm Jensen
1956 (22/2)

[/cs_block_grid_item][cs_block_grid_item title=”Block Grid Item 2″]

Peter Maties Petersen
1934 (27/1)

[/cs_block_grid_item][cs_block_grid_item title=”Block Grid Item 3″]

Niels Cornelius Petersen
1918 (7/1)

[/cs_block_grid_item][cs_block_grid_item title=”Block Grid Item 4″]

Peter Christian Nielsen
1893 (8/1)

[/cs_block_grid_item][/cs_block_grid][cs_block_grid type=”four-up”][cs_block_grid_item title=”Block Grid Item 1″]

Peter Larsen Simling
1888 (8/1)

[/cs_block_grid_item][cs_block_grid_item title=”Block Grid Item 2″]

Peter Laurits Larsen
1881 (17/1)

[/cs_block_grid_item][cs_block_grid_item title=”Block Grid Item 3″]

Eduard Nielsen
1866 (10/4)

[/cs_block_grid_item][cs_block_grid_item title=”Block Grid Item 4″]

Frants Nielsen
1865 (3/4)

[/cs_block_grid_item][/cs_block_grid][/cs_column][/cs_row][/cs_section][cs_section parallax=”false” style=”margin: 0px;padding: 20px 0px 0px;”][cs_row inner_container=”true” marginless_columns=”false” style=”margin: 0px auto;padding: 0px;”][cs_column fade=”true” fade_animation=”in-from-left” fade_animation_offset=”45px” fade_duration=”750″ type=”1/1″ style=”padding: 0px;”][cs_text]

STAMTAVLE

 [/cs_text][cs_text][x_image type=”none” float=”none” src=”https://usercontent.one/wp/www.kastrupbroforening.dk/wp-content/uploads/2016/05/stamtrae.gif” alt=”Kastrup Broforening Stamtavle” link=”true” target=”blank” info=”none” info_place=”top” info_trigger=”hover”][/cs_text][/cs_column][/cs_row][/cs_section][cs_section parallax=”false” class=”cs-ta-center” style=”margin: 0px;padding: 45px 0px;”][cs_row inner_container=”true” marginless_columns=”false” style=”margin: 0px auto;padding: 0px;”][cs_column fade=”true” fade_animation=”in-from-right” fade_animation_offset=”45px” fade_duration=”750″ type=”1/1″ style=”padding: 0px;”][cs_text]

MATRIKEL KORT

 [/cs_text][cs_text][x_image type=”none” float=”none” src=”https://usercontent.one/wp/www.kastrupbroforening.dk/wp-content/uploads/2016/05/009s.jpg” alt=”Kastrup Broforening matrikel kort” link=”true” info=”none” info_place=”top” info_trigger=”hover”][/cs_text][/cs_column][/cs_row][/cs_section][cs_section bg_color=”#91a8d0″ parallax=”false” style=”margin: 0px;padding: 20px 0px 45px;”][cs_row inner_container=”true” marginless_columns=”false” style=”margin: 0px auto;padding: 0px;”][cs_column fade=”true” fade_animation=”in-from-left” fade_animation_offset=”45px” fade_duration=”750″ type=”1/1″ style=”padding: 0px;”][cs_text]

NYE TIDER (1965-1990)

 [/cs_text][cs_text]Efterhånden som hjemtransporten på hjulbøre fra generalforsamlinger blev sjældnere, og tilfælde af pludselig opstået lyst til vinterbadning i havnen efter ophedede meningsudvekslinger ophørte, steg behovet for havnens renovering og etablering af visse kundevenlige faciliteter såsom vandskyllende klosetter og håndvaske.
For at imødegå de næste hundrede års benyttelse af havnen, tog man straks fat på at ramme en ny spuns i rundingen. På samme tid forsvandt Sejlklubbens klubhus, og vi var bogstavelig talt hjemløse, når vi skulle afholde vore generalforsamlinger. Heldigvis opførtes et nyt klubhus lige på den anden side af skellet, og siden færdiggørelsen, har vi med megen velvilje fra Sejlklubbens side, kunnet benytte dette udmærkede hus, når generalforsamling skulle afholdes.
Der var nu blevet plads til opførelse af masteskuret, der stod færdig i 1967.

Allerede i tresserne kunne man åbenbart spore de første tegn på det, der senere skulle udvikle sig til firsernes krise. For at sikre husholdningen tilskud af fersk kød udover den fisk, der med lidt held stadig kunne hentes på Sundet, påbegyndte et par driftige medlemmer en intens kaninavl på havnen. Det faldt imidlertid mange for brystet, hvorfor man så sig nødsaget til at forbyde den slags initiativer fremover.

Nu, en snes år efter verdenskrigens afslutning, havde myndighederne besluttet, at de fleste af de dengang opførte beskyttelsesrum skulle ryddes bort. En iderig arbejdsformand var ikke sen til at skaffe et par læs af dette betonaffald til opfyldning i Søndre Hoved.
Uheldigvis var de fleste betonstykker af en sådan størrelse, at det var nødvendigt at slå dem i mindre stykker, for at grabben på flåden kunne klare dem. Men da det var i de tider, da arbejdspligten stadig blev taget alvorligt, blev et par mand udstyret med forhamre og mejsler, og de gik så i gang med at flække beton.
Efter et par dages ihærdigt arbejde var værket fuldbragt. Som afslutning på dagsværket blev flåden lastet, så man allerede næste dags morgen kunne bugsere den over til Søndre Hoved.
Den følgende dag var påskelørdag, og selv om det traditionelt set først er påskedag, den store opstandelse finder sted, gav det syn, der mødte de fremmødte på havnen den dag, anledning til stor bestyrtelse: I Søndre Løb stod flåden fuldt lastet på bunden af havnen.
Langt større problemer skulle imidlertid snart vise sig. Stigende forurening af havnens vand medført i 1968 en omfattende fiskedød i hyttefade og damme. Først nu, i 1990, ser det ud til, at man kan se en ende på dette alvorlige problem, og vi kan med forventning se hen til den dag, hvor forureningskilden er fjernet, og den forurenede grund bliver renset.

I disse år oplevede vi også en hastigt stigende interesse for fritidsfisken og sejlads i det hele taget. Presset på havnen steg.
Det var vanskeligt at stille det efterspurgte antal bådpladser til rådighed, for havnens miljø var også den gang attraktivt.
Presset blev så stort, at vi måtte til at forstærke molerne med ankre. Fartøjerne blev større og større, og transport med mobilkraner blev efterhånden almindeligt. Da ingen havde kunnet forudse denne udvikling, blev det således nødvendigt nu at støbe standpladser i beton til disse kraner.

I 1971 indhentes de første tilbud til en ny værkstedsbygning med WC til erstatning for Sognets Skur, som efterhånden lignede en beskrivelse af H.C.Andersen: Væggene hældede slemt, men da de ikke kunne bestemme sig for til hvilken side de skulle vælte, ja så blev de stående.

Et tilbud for denne nybygning lød i 1971 på kr. 170.000. Året efter var det steget til kr. 390.000, så man kan vist roligt slå fast, at udviklingen på det område gik rigelig stærkt. Ikke desto mindre måtte Sognets Skur vige pladsen for noget mere tidssvarende, og i 1975 blev det nye værksted færdigt.
Arkitektur og farver falder fint i tråd med havnens øvrige bygninger, og mange har kunnet glæde sig over denne bygning med dens muligheder.

Vejrliget og hårdt slid på havnens anlæg har været synligt i mange år, og flere store arbejder er blevet påbegyndt, og også afsluttet indenfor den sidste halve snes år.
Nordre Slæbested er blevet fuldstændigt renoveret, og en uddybning af havnen blev afsluttet i 1981.
På nordre side er der rammet ny spuns, og et blik over på de små skure der, er stadig en fryd for øjet.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at den nye spuns i et par år fik bølgerne til at gå lovlig højt i og på havnen. Men med opførelsen af dækmolen, er der absolut skabt smult vande. Og selv om vi må erkende, at der også i årene fremover vil være behov for store arbejder og forbedringer, ser vi fortrøstningsfuldt fremtiden i møde.

Hans Jørgen Laurse[/cs_text][/cs_column][/cs_row][/cs_section][/cs_content]